Apps fra Google Play skal kunne hentes direkte til skærmen i XPENGs biler. XPENG annoncerede det 15. oktober 2026 på sin globale Facebook-side med plakaten “XPENG Welcomes Google Play”: en ny app-oplevelse kommer i begyndelsen af 2027.

Samme dag skrev Xianming Liu, chef for XPENGs center for generel intelligens, på X, at integrationen efter planen tages i brug i begyndelsen af 2027.
Tre dage før skrev XPENG i sit Weibo-opslag om G9L’s lancering i Paris, at samarbejdet med Google ud over Google Maps også omfatter Google Play. Bilerne har ifølge opslaget allerede over 500 apps, der kører direkte i bilen, og udvalget kan vokse uden en softwareopdatering af bilen. Formålet er, at europæiske brugere kan få det digitale hverdagsliv, de kender, med ind i bilen.
Appsene ligger i bilen
Apple CarPlay og Android Auto viser apps fra en tilsluttet telefon på bilens skærm. Med Google Play installeres appsene i bilen og kører der.
Bilerne har allerede en app-butik. Den danske L03-konfigurator har pr. 15. oktober “XPENG App Store” under infotainment på alle fire varianter, ved siden af XPENG Mobilapp, Apple CarPlay og Android Auto. Om Google Play afløser XPENGs egen butik eller kommer ved siden af den, har XPENG ikke sagt.
Plakaten fra XPENG viser butikken på midterskærmen. Øverst foreslår den Spotify, Waze, Google Chrome, SoundCloud, Prime Video, A Better Routeplanner og TIDAL. Under overskriften “Pass time while parked” står YouTube, HBO Max, CANAL+, TuneIn Radio, NBA og browseren Vivaldi, og menuen i siden har et punkt til spil. Det er en demonstration: XPENG skriver på plakaten, at den leverede bil kan afvige fra billederne, og at funktionerne kan variere fra marked til marked på grund af bilens hardware og software og lokale regler.
Det har XPENG ikke sagt endnu
Weibo-opslaget stod i lanceringen af G9L og henvendte sig til europæiske brugere, men ingen af de to opslag siger, hvilke modeller der får Google Play, eller hvornår. Google Maps-navigationen gælder L03, G9L og senere modeller, mens det er uafklaret for de modeller, der var på markedet før L03. Om Google Play følger samme spor, vides ikke.
XPENG skriver heller ikke, om biler på vejen får Google Play med en trådløs opdatering. Googles søgedata nåede ud til eksisterende biler den vej med XOS 5.9.5 i juni 2026, men det siger intet om app-butikken.
Danmark er ikke nævnt. De danske konfiguratorer viser pr. 15. oktober to forskellige lister: G9L har Google Maps, Apple CarPlay og Android Auto, men ingen app-butik, mens L03 har XPENG App Store, men nævner hverken Google Maps eller Google Play. At L03 kører med Google Maps, har XPENG selv bekræftet siden juli.
Ved L03’s lancering i Australien i september skrev de australske bilmedier The Beep og Zecar, at bilens 15,6″ skærm har indbygget Google Maps og Google Play. De angiver ingen kilde, og XPENG Australias egen L03-side nævner ikke Google Play i bilen, så oplysningen er ubekræftet.
Mit bud
Jeg regner med, at L03 og G9L som minimum får den nye Google Play-butik. Begge kører XOS 6 med Google Maps, og XPENG nævnte Google Play i sit Weibo-opslag om G9L’s lancering. Hvornår butikken når danske biler, er stadig åbent.
Samarbejdet begyndte med navigationen på Google Maps i juli. Guiden om XPENG og Google Maps har de modeller og markeder, XPENG indtil nu har bekræftet, og G9L-siden har bilens infotainment i Danmark.
Billede: XPENG
Kilder